En blandet landhandel

Jeg er, om nogen, godt klar over, at Jeg er svær at sætte i bås. Det ene øjeblik er Jeg en benhård pornograf, anarkist og ordkløver, det næste øjeblik er Jeg et fjollet individ, der render rundt på et værtshus med rottehaler i Løvemanken, og til andre tider kan Jeg (forsøge) at bevise ‘gud’s eksistens’ eller skrive sukkersød poesi om det øjeblik, der ligger mellem at man véd, at nu kommer det ‘første kys’ med en ny kvinde og til læberne rent faktisk mødes for første gang.

Vi er alle komplekse individer, som på den ene eller den anden måde indeholder vidt forskellige handlemønstre, men som hovedregel vil disse forskellige dele af vores komplekse individuelle personligheder være ret skarpt adskilt. Man bruger ikke de samme handlemønstre med sin nære familie, som man bruger sammen med vennerne. Også Jeg handler anderledes, når Jeg er sammen med min familie i forhold til, når Jeg enten er sammen med venner og bekendte eller er på arbejde.

Denne hjemmeside er dog helt anderledes blandet. Her vil du både kunne opleve den hårde mand, der ikke lader sig censurere og skriver om kontroversielle emner, men også den ‘bløde og fjollede’ mand, der skriver om det meget mere jordnære. Siden her er derfor noget af en blandet landhandel, hvor pornografi – dog uden at være eksplicit – brætspil, blogs og alt andet mellem Himmel og Jord vil stå side om side på de metaforiske hylder.

Jeg lader det så være op til læsere selv at holde sig fra de emner, som man ikke bryder sig om.

Leave a Reply