Anarkist uden tilsætningsstoffer

Ordet “Anarki” bringer som regel indre billeder af Mad Max film, hvor bander af psykopater render rundt og slår hinanden ihjel fordi de kan og samfundet er faldet fra hinanden. Dét billede har intet med anarkisters verdensbillede at gøre; det er et skræmmebillede, som bruges fordi anarkister ikke accepterer magthavere.

Og vi er vant til at have magthavere. Menneskeheden har haft en mytisk magthaver siden tidernes morgen. Faraoer, konger, grever og baroner har altid hersket over andre mennesker, men det har de kun fået lov til fordi de har vidst hvem de skulle give privilegier, som gjorde dem loyale overfor magthaveren. Hvis ikke en konge havde gode venner, som han gav ekstra privilegier, ville han aldrig være blevet konge og hans venner ville aldrig have haft deres privilegier.

En Leder er en du vælger at følge; en Hersker giver dig ikke den mulighed!
Anarki er en sammensætning af 2 græske ord; a (uden) og arki (hersker, konge, høvding). Sat sammen, og fordi “aarki” ikke spiller sammen med de græske grammatiske regler, bliver de til Anarki. Det betyder ganske enkelt “Uden Hersker”. Ikke “uden leder” eller “uden love”.

Det er kun fraværet af en Hersker, der kræver din loyalitet med truslen om vold, som anarkisten advokerer for. Vi finder gerne lederskikkelser, som vi følger så længe vi er enige med dem, men vi vil ikke acceptere at nogen hersker over os uden at vi selv har valgt det. Anarki er faktisk utroligt simpelt; det er frihed til at deltage i de fællesskaber man ønsker, og til ikke at deltage i dem, man ikke ønsker at være en del af.

Anarcho-alt-muligt
Grunden til at dette indlæg påstår at være “uden tilsætningsstoffer” er, at der findes mange etiketter, som anarkister klæber på sig selv. Anarcho-Capitalister, Anarcho-syndikalister, Anarcho-kommunister og anarcho-et-eller-andet er nogle af de etiketter anarkister kan finde på at klæbe på egen trøje; mest af alt for at gøre opmærksom på, at man har samme tanker som alle de andre, der er anarkister på samme måde som een selv.

Jeg er anarkist, men nægter at tage en eller anden etikette på mig. Hvis vi tager udgangspunkt i anarcho-capitalisme, som er den eneste form for etikette-anarkist, som Jeg kender bare en smule til, så handler anarki for dem om, at kapitalisme skal være helt frit og uden indblanding fra staten. Dét er Jeg da helt enig med dem i – staten ér blot en Hersker, som man ikke selv har valgt – men at fokusere stramt på dét ene aspekt af en anarkistisk tilgang til Livet er ikke noget Jeg kan tilgå.

Det er vigtigt at forstå, at anarkister ikke er anderledes end meningmand. Vi har samme tanker om velfærd og beskyttelse fra skruppelløse entiteter, hvad enten det er mennesker eller koncerner, men vi vil selv vælge at hvilke fællesskaber vi deltager i. Det er faktisk den eneste forskel på den almindelige socialdemokrat (i mine øjne er stort set alle politiske partier i Danmark en eller anden udgave af socialdemokratiske ideologier) og den almindelige anarkist; socialdemokraten mener at vi skal være sammen i det store, forkromede fællesskab, som måske nok er påtvunget men nødvendigt, hvor anarkisten ikke føler at det er nødvendigt at være i fællesskab med folk, der vil leve et andet liv end anarkisten.

Og dén lille, simple forskel gør det voldsomt svært for andre at forstå, hvordan anarkisten tænker. En kommunist, der vil leve i et fællesskab med andre kommunister, der tænker på samme måde om kommunisme som han selv, men ikke vil have at ikke-kommunister er en del af dét fællesskab, er faktisk anarkist. Han vælger selv sit fællesskab, men vil ikke tvinge det ned over hovedet på andre.

Personligt er Jeg meget social-liberal. Sådan lidt hurtigt fortalt vil Jeg hjertens gerne være i fællesskab med mennesker, der vil klare sig selv og ikke vil tvinge deres moral ned over hovedet på andre, men gerne vil hjælpe dem, der er dårligere stillet, ligesom de gerne vil modtage hjælp fra dem, der er bedre stillet i fællesskabet. Jeg ønsker et fællesskab, hvor der er en skarp og uigennemtrængelig linje mellem Privat og Offentlig. Et fællesskab, hvor dét du foretager dig, som ikke har indflydelse på andres ve og vel, heller ikke rager andre, og som de derfor ikke har nogen indflydelse på gennem love, regler, og “adfærdsregulerende afgifter”.

Jeg skal nok, med tiden, komme meget mere ind på, hvordan en anarkist tænker i forhold til enkelt-emner og mine egne tanker om, hvordan Jeg gerne vil leve mit liv uden at det skal have indflydelse på dit.